Kunstnergruppen "MED MERE"

På kant med UDKANTEN
Udstilling
Datoer: 
7. September 2013 - 21. Oktober 2013
Kunstnergruppen "MED MERE" udstiller i Vandtårnet - 7. september til 21. oktober 2013
Fernisering 7. september kl. 11 – 15.

På kant med UDKANTEN

I en månedstid vil kunstnergruppen MED MERE – som består af de fire lokale kunstnere Helle Bach, Susan Odborg, Gitte Kjær Hansen og Henrik Skorá – sætte fokus på Udkanten. Det vil finde sted i udstillingsbygningen Vandtårnet i Nykøbing Falster.
Ordet ”udkant” er et af de ord, der meget ofte bruges i politiske debatter, og det har med tiden fået en lidt negativ klang. Det er samtidig et ord, som medierne har taget til sig på godt og på ondt, og derfor ses det i alle mulige sammenhænge. Kunstnergruppen MED MERE har i denne udstilling undersøgt Udkanten lidt nærmere og har set på de mange betydninger, dette ord har. Udkanten er i bogstaveligste forstand kastet op i luften, hvor noget er blevet hængende, og andet er faldet ned på forskellig måde.

Billedkunstneren Henrik Skorá er glad for udkanten og siger om udstillingen: ”Ord eller det sprog vi taler, det vil i mit tilfælde sige en form for billedsprog, er med til at præge vort verdensbillede. Ordet ”Udkant” refererer jo til alt muligt, men når det lidt gumpetungt forbindes til et sted med butiksdød, lukning af skoler, et mere end dødt boligmarked, et sted hvor gylletankene hersker, socialt pressede familier, fængsler, atomaffald osv. … så er det det, man ser ... og sådan er det jo ikke. Det er kun en meget lille del af billedet. For det er her, vi har plads, frisk luft, strand, skov, marker og højt til himlen … og så er det her havørnen flyver. Samtidig er ”Udkanten” også der, man er, når man afslutter noget og starter noget nyt … et nyt liv, nye mål, en ny kærlighed … så udkant er et forunderligt sted af være”.

Keramikeren Susan Odborg har i sine værker trukket flere betydninger ud ad ordet: ”Vi kan jo som mennesker befinde os i udkanten af vort liv på mange måder, liv og død hænger uløseligt sammen ligesom udkanten hænger sammen med byen, og tænk hvis man i et helt liv kun når at befinde sig i udkanten af sit eget liv”.

Det samme gør gruppens anden keramiker Helle Bach, der i sine værker balancerer mellem det åbenbare, det unikke, det underfundige og det skønne. ”Det er vel på kanten, at livet leves, og der det sker. Når vi først træder ned fra kanten … takker vi af”, siger Helle, som ud over en række keramiske værker også har taget Udkanten under behandling i en række nye tegninger.

Gruppens sidste medlem Gitte Kjær Hansen er pilefletter og sender i Vandtårnet sine flettede skæbner ud i verden for at lede efter udkanten, lykken eller de vises sten. Uanset om de er i menneskeform eller har andre former, finder de noget, som de viser på udstillingen. ”Pilen er i sig selv et fantastisk livsbekræftende materiale, som i sig rummer en urkraft. Derfor har vi i mange hundrede år brugt planten til at give os læ, i hegn og huse og alle mulige former for flettede ting til vor bolig. Der er så meget knald på pilen, at stikker man en pilegren i jorden, så skyder den nærmest med det samme. Man kan næsten ikke holde den tilbage. Mine værker fletter i denne udstilling Udkanten ind i en anden sammenhæng, end den normalt indgår i”, siger Gitte.

Gruppen MED MERE håber til ferniseringen at se både ”udkantsdanskeren” … og alle de andre i Vandtårnet lørdag den 7. september kl. 11, hvor gruppen vil være til stede og byder på en lille en til ganen og den søde tand. Alle er velkomne til en snak om kunst, udkant og alt muligt andet.

Udstillingen kan efterfølgende ses i Vandtårnets åbningstider mandag til fredag 11 - 16 frem til medio oktober.