Reflektioner

4 lokale kunstnere
Udstilling
Datoer: 
10. November 2018 - 31. December 2018

Ny kunst i Vandtårnet

4 lokale kunstnere med bred erfaring og forgreninger ud over Danmarks grænser og en kunstner med baggrund i Guatemala og Tyskland, byder nu indenfor til en spændende og alsidig udstilling i Vandtårnet! Udstillingen Refleksioner åbner lørdag d. 10.nov., hvor der er fernisering fra kl. 11 til 15. Udstillingsperiode 10.nov. - 31.dec. 2018. En bredt favnende udstilling, hvor man kan opleve ”refleksioner af både natur, vand, by, mennesker, -indtryk og udtryk, der udspringer fra levet liv”. En udstilling med mange forskellige genrer og udtryk, hvor der vises akrylmaleri, oliemaleri, mixed media, collage og foto. De udstillende kunstnere er: Jorge A. Morales, Peter Pitsch, Lars Pryds, Finn Juul og Lone Springkilde. Arrangørerne håber selvfølgelig, at rigtigt mange vil kigge forbi i Hollands Gård og få et kig på den inspirerende og alsidige udstilling.  

Lidt om de 5 kunstnere;

Jorge A. Morales

autodidakt billedkunstner, født i 1973, med 25 års erfaring og mere end 120 udstillinger i både Guatemala, USA og Europa bag sig. Jorge maler mest med spartel i olie, men arbejder også med akvarel og pastel. Maler mest landskaber og gadebilleder, men også portrætter og abstrakte værker. Jorge indfanger på fortryllende vis både lys, regn og refleksioner i mere end én forstand i sine billeder.  

Finn Juul

- er 65 år, autodidakt, har malet i 55 år, inspireret især af dansk guldalder og hollandsk 1600-tals maleri, tilsat egen fortolkning, motiv og teknik. Hans virke er delt i hhv. portrætter af mennesker, dyr, landskaber, stilleben, samt politisk satiremaleri. Arbejder i olie/acryl, akvarel/gouache, tusch/grafit samt tempera.
 

Lars Pryds

Maler/grafiker er født i Kolding 1962. Har collagen som foretrukken arbejdsform, gerne baseret på temaer, der kan genkendes som ikonisk kommenterende elementer i større billedlige konstruktioner. Veksler mellem mindre skitseagtige forløb og store lærreder, komponeret i mixed media. Uddannet tegner/grafiker fra Kunsthåndværkerskolen i Kolding (1987) og master i design, KADK (2013). Debuterede som maler i 1986 på KE og KS. Bor og arbejder i Sakskøbing.

 

Lone Springkilde

er 62 år og begyndte at male for 20 år siden. Er uddannet faglærer i Billedkunst og Formgivning ved seminariet i Nykøbing F i 2002. Motivvalg er meget varieret, men de senere år er det ofte portrætter og mest i olie hun gør sig i. Det sidste år har hun genoptaget akvarel til at male lokale motiver fra Nysted. Hun skaber stemning i sine malerier, især med brug af lyset.  
 

Peter Pitsch

er født i Tyskland og har boet bl.a. i Berlin, Amsterdam, Rom og København. I 2000 flyttede han til Nykøbing F. Peter er multikunstner og forfatter og har til dato udgivet 18 bøger i flere sprog. Siden hans første bogudgivelse har han illustreret sine tekster selv, skabt et sammenhæng mellem sproget og det visuelle, enten i form af collager, fotografier eller malerier. Hvad skjuler sig under overfladens skær? Peters billeder fortæller en historie ved brug af stærke farver og dynamiske former, der ofte strømmer ind i hinanden. I 2017 åbnede han sit eget kunstgalleri i Nykøbing Falsters Latinerkvarter.