Vandtårnets historie

- fra vandtårn til kunsttårn

Vandtårnet er bygget i 1908 af Arkitekt Einar Ambt og var Danmarks første jernbetonbyggeri af den størrelse. Vandtårnet er 43 meter højt og har en omkreds på 40 m. Udsigtsplatformen er i 32 meters højde. Vandtanken har kunnet rumme 400.000 liter vand.  Der er 7 etager og 147 trin op til udsigtsplatformen.
Vandtårnet er et vartegn for Nykøbing Falster.
 

Udsigt

I 1973 åbnede man tårnet som udsigtstårn. En trætrappe førte op til toppen, hvorfra der er en flot udsigt over byen og det omkringliggende landskab.
Samtidig med at tårnet fik denne nye funktion, blev "Fonden til Nykøbing Falsters Vandtårns Bevarelse" stiftet. Fonden skulle skaffe midler til tårnets drift og komme med idéer til brugen af tårnet.
 

Udstillingstårn

I 1993 blev der iværksat en længe tiltrængt renovering af tårnet. Udvendigt blev der repareret og pudset op og indvendigt blev der indskudt i alt 7 etager i tårnet.
Herefter blev tårnet i første omgang brugt til udstillinger - nogle mere permanente, andre kunne være af kortere varighed med emner som:

  • Byens historie,
  • Miljø og energi,
  • El- og fotohistorisk museum,
  • Fugleudstilling og konservator værksted m.m.

Indsigt

I 2008 overtog produktionskolen MultiCenter Syd driften af Vandtårnet og har siden stået for en total modernisering af tårnet, der nu står som Nykøbing Falsters nye kunst- og kultursted med et stemningsfyldt og kreativ cafémiljø.
Vandtårnet er nu en afdeling af Produtionsskolen Multicenter Syd. Afdelingen arbejder med Kunst, Kultur og Turisme. Vandtårnet er nu et fantastisk kulturcenter med skiftende udstillinger og events - I stueegagens café er der mulighed for at fordybe sig i oplevelsen eller meditere over dagen i hyggelige omgivelser med dufte af nybrygget kaffe og nybagt kage.

Vandtårnet er også et uddannelsessted, hvor der undervises i samtidskunst og mere klassiske discipliner indenfor kunstarterne, og hvor elevene kan udvikle sine kreative talenter og fordybe sig i de mere teoretiske fag i billedkunst.
Eleverne kommer til at arbejde med kreative processer og idéudvikling, og de vil afprøve forskellige materialer og arbejdsmetoder. Arbejdet med kunst vil udfolde sig i maleri, skulptur-installation, video-computer og andre medier. Hvert år afsluttes med en elevudstilling.

Arbejdsplads

Vandtårnet er også en arbejdsplads. I vandtårnet arbejder og undervises eleverne i den daglige drift og planlægning af aktiviteter. Eleverne udfører en række praktiske og tekniske opgaver som bl.a. :

  • servering og servicering af caféens gæster.
  • billetsalg til galleriet.
  • servicering af turister.
  • rengøring og vedligehold.
  • opbygning og nedtagning af udstillinger.
  • kunsthåndtering og kunstformidling